I en coachingsession er det altid dig selv, der har svarene. Min rolle er at hjælpe dig med at finde frem til dem via anerkendende og udfordrende spørgsmål.
Coaching adskiller sig fra terapi, idet vi arbejder med at frigøre dine mentale ressourcer, så du kan få nyt syn for sagen, der hvor du er nu og fremadrettet. Terapi, derimod, kan hjælpe dig med heling af svære livsbegivenheder fra din fortid.
Dermed ikke sagt at coaching ikke har en følelsesmæssig betydning – for det kan det bestemt godt have. Du vil opleve større klarhed i dine tanker, glæde over at fokusere på det, du gerne vil opnå, og lettelse, når du får ryddet ud i tankemønstre, der ikke støtter dig længere.
Som tommelfingerregel retter coaching sig mod mennesker, der er klar til at skabe udvikling. Du kan bedst selv vurdere, hvor du er henne og hvad du har behov for. Hvis jeg vurderer, at det er noget andet end coaching du har brug for, vil jeg gøre dig opmærksom på det og evt. henvise dig til en anden.